Personen bag
Profil set fra det vinøse
I mine drenge år havde vi en vinstok på sydvendt husvæg, jeg tror det var en Petit Menuere eller Pinot Noir fra det gamle Furesødal projekt for vi boede ikke mere end ca. 20 km. fra Furesøen.
Denne plantes vækst var noget uhæmmet for min fader var ikke den bedste til at klippe/ beskære frugt træer eller buske, så den lignede det vi for ofte ser i drivhusene nu om dage.
Senere har jeg haft et par vinstokke for spisebrug uden den store succes.
Det var først efter en ”våd” vinklub tur til en vinfestival i Tyskland min interesse blev vækket for ved afskeden med vinbonden vi besøgte, fik lov til at plukke nogle klaser til at tage med i bussen til hjemturen. Der var vist lidt sukker underskud nogle steder. Nå men, jeg gemte mine to klaser til jeg kom hjem.
Vel hjemme smagte jeg på druerne og fik en storslået ide – du skal da selv lave druer – hvorpå druerne blev afmonteret for frø og behørigt gjort i stand til at så det kommende forår.
De blev sået i sommeren 1992, det var en af disse somre hvor det bare regnede 5 af ugens dage. Men det blev da til ca. 80 planter i et lille såbed, derfra pottet op og holdt i live vinteren over med blade på.
Foråret 93 plantede jeg så de resterende ud og jeg havde jo i tankerne de knudrede stammer fra middelhavsområdet. Jo der var da vækst i en del, men de blev jo hurtigt angrebet af en mængde svampe jeg ikke vidste noget om. Det jeg havde begreb om var at en prop skulle trækkes op af en flaske.
En god bekendt gav mig en artikel om en vin entusiast i Nagbøl der var startet op med vinplanter sidst i firserne og var nu også medstifter af Foreningen af Danske Vinavlere. Jeg blev meldt ind i april 1994 og fik medlemsnr. 108. Det år var vi ca. 80 medlemmer i alt ved starten af året.
Her sker nu en vending og jeg får noget stiklinge materiale af Mogens Salling. Nu begynder jeg for alvor at læse alt hvad jeg kan komme i nærheden af med emnet vin og vinproduktion. En pc. anskaffes med Internet modem det hjælper en del.
Nu bliver jeg klar over hvad det er jeg har lavet med selv at så mine vinplanter, de er alle i princippet nye sorter hver især og der en chance af ca. 100.000 for at få en plante der kan fungere med alle de krav der stilles nye sorter.
Nuvel de første 3 års arbejde var spildt og jeg en hel del erfaringer rigere.
Du der læser dette kan slå lidt op her på min hjemmeside og så lære noget af den erfaring jeg har og forsøgt at give videre. God fornøjelse og arbejdslyst.
Kontakt
Jens Madsen
Kokærvej 93
6070 Christiansfeld
Tlf.: 23 39 83 23
jens@kokaerwine.dk